12-06-02 Israelsk vin på DF-årsmøde
Christiansborg, den 12. juni 2002
PRESSEMEDDELELSE
Dansk Folkeparti-beslutning taget i foragt for SID-boykot, som er skadelig for fredsprocessen:
Der serveres israelsk vin
på Dansk Folkepartis årsmøde
Dansk Folkepartis Hovedbestyrelse har besluttet, at der udelukkende skal serveres israelsk vin på årsmødet i Vejle i oktober - krydret med masser af solmodne Jaffa-appelsiner.
Hovedbestyrelsens beslutning er taget i foragt for SID's opfordring til boykot af israelske produkter, som efter DFs opfattelse sker uden opbakning blandt SID's medlemmer, og er blevet modtaget med bestyrtelse i den israelske offentlighed.
Samtidig er Hovedbestyrelsen af den opfattelse, at en opfordring til boykot af den ene side - en fuldt demokratisk stat - i den vanskelige konflikt er særdeles skadelig for fredsprocessen.
DFs generalsekretær, Steen Thomsen, som er sekretær for Hovedbestyrelsen oplyser, at der er bestilt vin fra Israels fornemste vinproducent, Golan Heights Winery, som kombinerer ældgamle traditioner med ny teknik, og som har stor succes med at producere Israels fineste medalje-vindende vine.
De israelske vine fra Golan Heights Winery er således af meget høj kvalitet. Vinene sælges under navnene Yarden (det hebraiske navn for Jordan), Gamla og Golan.
Vinproducenten råder over 613 hektar vinmarker, der er beliggende i 400-1200 meters højde - alle i Galilæa-området. Der produceres for tiden ca. 4,2 millioner flasker om året - heraf sælges 80 procent på det israelske hjemmemarked, mens de sidste 20 procent eksporteres til 25 lande verden over.
Golan højderne nævnes ofte i nyhederne verden over på grund af den politiske situation. Men Golan Heights Winery fortsætter ufortrødent med at lave vin.




Rispondi Citando
